sådan ser du højere ud

 

Om du føler dig lille, set ned på eller mindreværdig grundet din højde, så er det alt sammen tanker, du bør stoppe nu. Som i lige nu! Vi har ingen kontrol over den højde, vi nu engang er blevet udstyret med fra naturens side, men vi kan så afgjort gøre noget ved dels 1) hvordan vi tænker om os selv, hvilket har en kæmpe indflydelse på, hvordan andre ser os og 2) hvordan vi klæder os, hvilket ligeledes har stor indflydelse på, hvordan vi fremstår.

Den første del handler rigtigt meget om mindset og selvtillid og dette er en hel eller flere hele artikler værd i sig selv. Denne artikler handler om nummer 2 pointe og vi skal derfor se på nogle skarpe tips til at se højere ud som mand. Alt for mange lave mænd laver nemlig en masse fodfejl, når du køber tøj og smider tøjet sammen til et look. Lad os få dem udryddet så alle mænd – lav som høj – kan føle sig sk*de godt tilpas med sig selv og ens look, når man træder uden for husets fire vægge.

Læs med her:

 

1: Det rigtige fit er afgørende

 

Præcis ligesom for alle andre mænd uagtet højde og bredde, så er det rigtige fit helt afgørende for, om du fremstår halv kikset eller knivskarp.

Jeg er med på, at den første kommentar her, vil være, at det er svært eller tæt på umuligt at finde tøj, som passer til din kropsbygning. Jeg er helt med på, at udvalget ikke er det samme, som for en med “normal” kropsbygning, men dette skal ikke være en undskyldning.

Det kræver bare lidt ekstra arbejde for dig, end det gør for så mange andre. Det er hamrende vigtigt, at du ikke svømmer i dit tøj. Det må ikke være baggy eller for langt og skal sidde knivskarpt – ellers kan du købe nok så dyrt mærkevaretøj og stadig fremstå kikset. Det bedste tip i denne sammenhæng er, at du måske går lidt mere til en skrædder, end de fleste andre mænd vil gøre. Få tilpasset dit tøj eller køb fra nyt direkte hos skrædderen.

 

2: Pas på med de vandrette designs

 

Udgangspunktet hedder sådan set, at vandrette striber i designet er no-go for lave mænd og det er også et glimrende udgangspunkt. Du kan dog godt lege lidt med de vandrette linjer, så længe vi snakker tynde striber. Det begynder først at blive problematisk ved det tykkere striber, som visuelt deler dig i to. Dette gælder alle former for vertikale striber og linjer – f.eks. også det at folde enden af dine jeans. Don’t!

 

3: Undgå store mønstre

 

Som udgangspunkt er et mønster helt fint i et design, men præcis ligesom med striberne, så bør du tage en stor drejning rundt om et design med stort mønster. Du bør i stedet vælge designs med mindre og mere elegant udførte mønstre som f.eks. tynde striber, prikker etc.

 

4: Undgå at forkorte din ben

 

I modsætning til høje mænd, har lave mænd ikke meget ben, at gøre godt med. Derfor er det helt afgørende, at du ikke bærer tøj, som “forkorter” dine ben. Det vil med andre ord sige, at du ikke skal have skjorten uden for bukserne, så den sjasker ned over dine ben og forkorter udseende på dine ben. Det er også forbudt at købe og bære bukser, som hænger lavt på taljen.

 

5: Hold din stil simpel (undgå kontraster)

 

Når vi snakker om nuancer, farver og kontraster i dit outfit, så bør du holde det til et minimum. Kontraster har det nemlig med at dele dit look op i flere dele, hvilket ikke er en positiv ting, hvis din højde er til den lavere side. Kør i stedet med et forøget fokus på ensfarvede styles, når du sammensætter dine outfits. Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at du skal køre én farve til hvert outfit, men nærmere at du holder dig inden for samme område af farvespektret. Dette kunne f.eks. være mørkegrå, navy og sort i samme look.

Bonus info: Husk at tænke top og bund i dit outfit ind her – eventuel hue/kasket, sko og sokker bør alle være inden for det samme område af farvespektret.

 

6: Hold dig til de mørkere materialer

 

Mørke nuancer er populært sagt med til at få en person til at fremstå tyndere, så logikken burde måske diktere, at du skal gå efter de lysere nuancer. Dette er dog ikke helt rigtigt. De lyse nuancer får dig muligvis til at fremstå bredere, men de vil samtidig også få dig til at fremstå lavere. Mørke nuancer formår tilgengæld at gøre din figur mindre tydelig, hvilket hjælper til at “skjule” din lave højde.

 

7: Gå efter de mindre/tyndere accessories

 

God stil handler i bund og grund om at have fokus på proportioner. Det betyder med andre ord, at såfremt du har en lav (og måske tynd) figur, så bør du også gå efter små (og tynde) accessories. Det vil absolut intet godt gøre for dig, at have store, bulky accessories så som bælter, ure eller slips. Såfremt din højde er til den lave side og du er kraftigt bygget, så kan du godt gå efter f.eks. de bredere slips, men længden på slipset bør du være ekstra påpasselig med.

 

8: Se høj ud i et jakkesæt

 

En af de absolut typiske områder indenfor herremode, hvor det går fuldstændigt galt for mænd af lav højde, er når de ifører sig et jakkesæt. Dette har jeg set alt, alt for mange gange.

Der er mange pointers her, men generelt set handler det – som tidligere nævnt – om at have øje for de rette proportioner.

Du bør f.eks. helt og aldeles holde dig væk fra de double-breastede jakkesæt. Du bør i stedet gå efter single-breastede jakkesæt med 1 (maks 2) knapper. Det samme gælder i øvrigt, når du skal erhverve dig en blazer. Generelt kan du fint anvende alle de pointer, jeg gør mig i min guide til jakkesæt og i min guide til blazer.

 

9: Pas på de store vinterjakker

 

Generelt set bliver jakker og frakker en hel del kraftigere til efterårs- og vinterperioden, hvilket jo er helt fint. Det betyder dog også, at du skal være ekstra opmærksom, når du køber en vinterjakke til mænd. De kan nemlig lynhurtigt blive alt for store og få dig til at ligne et lille, fortabt barn i den store jakke/frakke med den store krave og de store knapper.

Såfremt du har svært ved at finde den rigtige og varme vinterjakke, så bør du måske stille dig til tåls med en lidt mindre varm vinterjakke, som sidder skide godt og så i stedet anvende godt med lag, så du er beskyttet mod kulden den vej igennem.

 

Læs også
Written by Christian Bo Nissen